torsdag den 24. maj 2012

Solvang

Onsdag d. 16 skulle vi tilbage til Danmark - i en hvis forstand ihvertfald - vi skulle nemlig besøge den danske by i Californien, Solvang. Vi startede vores dag i turistinformationen, for vi havde nemlig hørt, at de havde en skattejagt i byen, som startede lige den dag. Udstyrede med et kort, og 10 forskellige ledetråde, blev vi ledt rundt til forskellige butikker og mærker i byen. Hvert sted skulle vi finde en eller anden ting som var gemt i butikken, og når den var fundet modtog vi et visitkort fra butikken og flere steder en lille ting der fra som præmie. Det var en rigtig sjov måde at komme rundt og se hele den virkelig hyggelige by på. Alle steder var der bindingsværkshuse, blomsterbede, små parker og butikker med et væld af dansk kitsch. Der var sågar en butik med jul året rundt, hvor vi kunne se hvor virkelig kedelig amerikansk julepynt er, og hvor flot og glad vores er :-) Vi mødte dog desværre ingen der talte dansk, som vi ellers havde forventet... Da vi efter et par timer havde fuldført opgaven og fulgt alle 10 ledetråde, blev vi ledt til sidste butik, hvor vi kunne få vores hovedpræmie. Hver modtog vi 10 små grønne sedler, som skulle gøre det ud for penge. Hver seddel var $1 værd, og kunne bruges i alle besøgte butikker. Men før vi skulle ud og spendere, var det altså blevet frokosttid. Vi skulle selvfølgelig have dansk mad, da der efter næsten 5 måneder var mulighed for det! Vi spiste på restaurant Bit o' Denmark, hvor Simon fik et tag-selv smørrebrødsbord og Katrine fik æggekage med purløg og bacon. Da langt de fleste af butikkerne, som vi havde besøgt i løbet af jagten, var butikker med enten dansk kitsch (platter, blåmalede porcelænsfigurer, trolde osv.) eller møbeltilbehørsforretninger (alt muligt nips til hjemmet - små glimmer alfer, duftlys, romantiske plaider med roser osv...), valgte vi i stedet at gå i en bogforretning, som vi også havde besøgt. Her fik Katrine lov at bruge alle pengene på, at købe to bøger, så hun havde lidt læsning til turen når turen gik hjemad ugen efter. Da vi havde spenderet alle pengene, fandt vi frem til Olsens bageri. Her gik vi ind og delte en lille romkugle og et stykke wienerbrød bagt på dansk maner. Vi mødte desværre ikke danske bagermester Olsen, men samtidig med os, sad en ældre dame på omkring 80 og hendes søn i butikken og fik eftermiddagskaffe og kringle. De var i hvert fald meget københavnske, og boede med garanti i Solvang. Da vi synes vi havde nydt den danske atmosfære nok, og set det hele, kørte vi til et motel, lige uden for Solvang (ca. 3 km), hvor vi overnattede. Dagen efter kunne vi se på det hele, at vi havde en ekstra dag til overs, inden vi skulle være i LA, så den brugte vi bare på afslapning der.


































Location:Solvang, CA

Ingen kommentarer:

Send en kommentar